Flere skal kunne købe hus i Syd- og Sønderjylland

Flere skal kunne købe hus i Syd- og Sønderjylland

Regeringen vil nu gøre det nemmere at købe hus i Syd- og Sønderjyllands landdistrikter. Ordningen Lån på Landet, som giver statsgaranti på en del af boliglånet, bliver nemlig både udvidet og gjort permanent. Det fremgår af et nyt lovforslag, der fremsættes onsdag den 9. april.

I flere syd- og sønderjyske landsbyer har boligmarkedet længe stået stille, og mange husejere kæmper med at komme af med deres boliger. Regeringen håber, at den nye ordning vil gøre det lettere at låne penge og samtidig give boligkøbere mere tryghed.

– Vi sender et klart signal om, at ordningen er kommet for at blive. Det skal være mere attraktivt at købe bolig i landdistrikterne – også i Syd- og Sønderjylland, siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Med ændringen vil staten kunne stille garanti for boliglån fra 40 til 90 procent af boligens værdi – mod tidligere 60 til 90 procent. Garantien dækker 90 procent af det garanterede beløb.

Ordningen, som blev indført i 2022 som et forsøg, har især haft betydning i områder som Tønder, Vejen og Haderslev kommuner, hvor boligpriserne ligger lavere, og bankerne ofte er mere tilbageholdende med at yde lån.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, kalder ændringen for ”meget positiv” og understreger, at den kan gøre det lettere for flere at bosætte sig i landsbyer og på landet.

Lovforslaget forventes vedtaget senere på året.